Elses dagbog
Erhvervspraktik

Efter dagbogen følger et læserbrev

Kystsanatoriet

Af Else Damm Christiansen. Erhvervspraktik i perioden 21.-26. oklobcr 1968.

Jeg havde ytret ønske om at kom me ud blandt børn, helst i en børnehave. Da havde jeg over hovedet ikke tænkt på Kystsana­ toriet. Jeg blev lidt skuffet, da jeg fik at vide, at jeg skulle op på »Kysten«. Hvorfor, ved jeg ikke. Som mindre har jeg nemlig leget meget deroppe sammen med Birgit. 

Og jeg tror ikke, jeg er blevet mere overrasket i mit liv, end da jeg kom der op. De var alle så flinke, såvel personale, pleje mor som børn. For at tage et eks.: børnene. Hvor er man dog tilfreds, når man ser disse børn, der glædes over det mindste. Bare det at

sidde pa skødet af mig eller en af de andre piger, syntes de, var en stor oplevelse.

Der var en af pigerne, der havde fødselsdag. Hun fyldte 8 eller 9 år. Hun fik et brevkort hjemme fra sin mor: Liebe kleine Irma. Herzliche Grusse zum deine Geburtstag. Deine Mutti.

Det var alt!!!!! Og hun blev så glad for det her postkort; hun gik rundt med det hele dagen, og vi skulle se det alle sammen. Jeg vil tippe på, at jeg så det 7-8 gange. Jeg ville nok se mig selv, hvis jeg fik sådant et kort til min fødselsdag fra min mor!!!!!!!!!!

Mens jeg var pa Kystsanatoriet, var der omkring 40 børn i alderen 3-14 år. De tager dem ellers kun fra 4 år, men en 2- 3 stykker var under 4 år gamle.

Det er lidt anderledes med drengene, end med pigerne. Dem tager de fra 4 år og op til skolealderen, 8 år. Der var flest piger deroppe, rettere sagt, der var kun 5 drengc. Mange store piger var der jo heller ikke.

Noget helt andet: Jeg synes, at en uge i erhvervspraktiv er alt, alt for lidt. Man når jo lige at komrne ind i det, så skal man i skole igen. For mit vedkommende nåede jeg lige at lære de 40 børns navne, og så var det lørdag.

Mandag.

Jeg begyndte kl. 8. Da jeg kom derop, var de ved at spise morgenmad. Jeg var hurtigt inde i det, syntes jeg selv. Jeg hjalp de små med at spise, og de syntes jo, det var sjovt sådan at blive »madet« af en anden, end de plejede. Først var begge parter lidt generte, men det gik meget hurtigt over. Da de havde spist, gik de ældste i skole, mens de yngste gik lidt og »tullede« rundt. Så drak vi (personalet + jeg) kaffe.

Efter kaffen gik vi ned i kælderen, hvor de små fik overtøj på, og så blev de alle sendt ud på legepladsen. Det tog sin tid, inden de alle flk deres tøj på, og jeg forstår ærlig talt ikke, at de selv kunne fmde ud af hvis overtøj, der var deres; det var jo ens altsammen. Der var numre i deres tøj, men jeg kunne jo ikke deres numre, og de mindste af dem kunne heller ikke deres, men de vidste lige nøjagtig, hvor deres tøj hang, og det var vældig sjovt at give dem tøj på; de syntes også selv, det var dejligt, når en anden hjalp til.

 Den yngste deroppe var en lille pige, Sabine, som er noget af det sødeste; jeg vil tippe hende til at være tre år eller deromkring. Hun er tysker - det er der mange af børnene, der er, men de forstår dansk. De fleste af dem har bare svæt ved at snakke dansk, og det er svært somme tider at forstå, hvad de siger, selvom man hører godt efter.

Børnene var ude til kl. 10.30, og jeg var selvfolgelig med; så blev de sendt ind, fik overtøjet af og kom op ovenpå; der kom de så på WC, fik deres hænder vasket og deres hår redt, de havde også hver deres kam med nummer på. Bagefter gik de ind i stuen og satte sig ved bor dene. Kl. var 12.30 inden de var færdig med at spise. Så fik jeg noget at spise; bagefter legede de lidt indenfor igen. Og ved 2-tiden, efter at de havde fået deres mælk, gik de ud på legepladsen sammen med de store og mig. Så fik vi (personalet og jeg) eftermiddagste, og bagefter gik jeg ud til børnene igen.

Tiden gik meget hurtigt, og inden jeg så mig om, var klokken 15.30, og så havde jeg fri. Men ih, hvor var jeg træt i mine ben, da jeg kom hjem, og jeg gik i seng allerede kl. 9.

Tirsdag.

Begyndte kl. 8; var ved at spise morgenmad, da jeg kom. Lille Sabine

gav mig straks sin ske, og så måtte jeg give hende resten af morgen-

maden.

Da de havde spist, gik de alle ned i kælderen, undtagen de store, som skulle i skole. De små fik overtøjet på og kom så ud på legepladsen. Her legede de til kl. var omkring 10.30; jeg ved ikke hvor mange »sand kager«, jeg spiste den formiddag!!!

de kom så ind og satte sig ved bordene, der blev tændt for fjernsynet, og de sad alle og kiggede fjernsyn. De store kom fra skole, og så spiste de til middag allesammen.

Jeg fik at vide, at jeg måtte gå hjem kl. 12.30 og så komme igen kl. 15.30 Og efter at have spist og hjulpet børnene, gik jeg hjem.

Da jeg kom igen, var børnene endnu på legepladsen, men de kom ind lidt efter lidt. Nogle skulle bade, så der var ikke så mange at kigge efter. De legede med legoklodser, puslespil og med kastanjer, som de havde sat tændstikker på og legede så, at det var dyr.

Så var der aftensmad, og før de skulle begynde at spise, sang de sam­ men, eller en af dem rejste sig og sang alene. Det gjorde de altid, før de skulle spise. Efter aftensmaden skulle børnene vaskes. Først stod jeg og kiggede på, men så fik jeg overladt Inger Marie, en lille vaks pige på 6 år, med vaskeklud og sæbe. Jeg gik i gang, og det gik meget lettere, end jeg havde tænkt mig. Bagefter hjalp jeg nogle af de små i nattøj, og så blev der sunget. Der er et spektakel på sådan en sovesal, og de skulle alle helst rende rundt på gulvet og hoppe i sengene o.s.v. Da jeg skulle til at gå (kl. 18.30), kaldte lille Sabine på mig. »Du sollst Sabine Gutenacht kiissen«. Og sa måtte jeg hen til »Bintschen«, og der fik hun da også sit godnatkys, og jeg fik mit.

Onsdag.

Jeg begyndte som sædvanlig kl. 8. De var ved at spise morgenmad, da jeg kom; jeg gik rundt og hjalp de forskellige. Sabine ville ikke spise, hun gik og græd hele formiddagen. Plejemor kom, og så blev Sabine puttet i seng.

Efter morgenmaden fik de alle slik, der var nogen, der fik hjemme fra, men de fleste fik af »Kystens« bolsjedåse, det fik de hver formid dag; det var ikke store mængder, de fik: en lakridsstang eller et stykke bolsje. Og det var de lykkelige for; de kunne gå og gemme det her stykke lakrids eller bolsje en hel formiddag. De store gik i skole, og de små fik vi ned i kælderen, hvor de først kom på WC og derefter fik deres overtøj på og kom så ud på lege pladsen.

Kl. 10'" gik vi ind igen, og så var de på WC igen; bagefter fik de vasket fingre og deres hår redt. Og så blev de sat ind til bordene, hvor de skulle spise. Før de skulle spise, sang de en slags bordbøn. Det gjorde de altid, både ved aftensmaden og middagsmaden. Jeg garanterer ikke for, at den er helt rigtig, men jeg vil gengive den, så godt jeg kan:
 

Nogle har mad og kan ikke spise, andre kan spise, men har ingen mad. Jeg er glad, for jeg har mad, jeg kan spise, og jeg er glad.

Om eftermiddagen var de allesammen inde, da det ikke var alt for fint vejr. Kl. 2 fik de deres mælk, og vi andre fik te. Eftermiddagen gik hurtigt, og kl. 15.30 var jeg på vej hjem.

Torsdag.

Jeg mødte op kl. 8. Det første, jeg gjorde, var at gå op til Sabine, hun

sov! Men da jeg ville gå, vågnede hun: »Frøken kom«; jeg gik hen til hende, og hun slog armene om halsen på mig og kyssede mig, jeg er ikke flov over at skrive, at jeg havde tårer i øjnene, da jeg igen rejste

mig. Jeg ville til at gå, men hun begyndte at græde, så jeg blev hos hende. Jeg sad og snakkede, og hun snakkede med så godt hun kunne, vi snak­ kede selvføl-
gelig tysk. Resten af formiddagen var jeg på legepladsen med de andre børn, men jeg savnede Sabine.
Da de skulle ind til sædvanlig tid, kom lille Martina grædende hen til mig; hun havde ondt i maven. Jeg tog Martina og Otto i handen, og så gik vi alle ind. Det var sjovt, når vi skulle ind, for de ville alle holde mig i hånden og især Otto og Inger Marie, og hvis Inger Marie ikke fik sin vilje, så begyndte hun at græde, hun kunne blive helt hysterisk. Sådan var det også, når vi var ude på legepladsen, hvis vi sad henne på bænkene; de skulle allesammen sidde ved mig eller den anden pige, som var med ude. Og hvis de kunne komme til det, ville de helst sidde på skødet af mig, også de store piger på 7-8 år, det var sjovt, men lidt anstrengende i det lange løb.

Endelig kom vi ind; de fik deres overtøj af, blev sat på WC og fik hænder vasket og deres hår redt. Lille Martina græd stadigvæk. Plejemor kom ind, og jeg fik lov til at gå op med Martina og putte hende i seng, så blev jeg oppe hos Martina og Sabina til de skulle spise. Der lå 5 syge omkring på sovesalene: en af de store piger, Sabina, Martina, Vivi og Edeltraut. Vivi var en rigtig slem pige, som Kaja udtrykte sig. Min beskrivelse: Sød lille charmetrold, med helt hvidt, stridt hår. Håret var ikke kun lyst, det var helt hvidt. Det med at hun var fræk, var rigtigt nok. Ugen før jeg var kommet, havde hun klippet alle de små, og hvor så de ud, den ene værre end den anden. Det var også det første, jeg lagde mærke til, da jeg kom derop den første dag. Som sagt, jeg spiste, og så var jeg oppe med mad til de syge. Om eftermiddagen var det ikke alle børnene, som skulle ud, en 7-8 stykker skulle nemlig i bad, og nogle stykker blev inde. Disse børn fik jeg så overladt en times tid. Det var vældig sjovt, og jeg havde ellers været så bange for, at det aldrig ville gå godt. Snart var klokken 15.30, og jeg fik lov til at gå hjem.

Fredag.

Klokken var et par minutter i 8, da jeg tog afsted hjemmefra; jeg havde vældig travlt, men jeg nåede da at komme op ad Slotsalle, inden klok­ ken slog 8, så jeg nåede det endnu engang. Fredagen gik sådan noget lignende som tirsdagen. Altså Jeg havde fri kl. 1230 og skulle komme igen kl. 1530 til 18.30. De var inde hele formiddagen. Sabine var kommet op, men før middagsmaden, måtte vi lægge hende i seng igen, da hun havde feber. Martina var også kommet op, men hun var rask. Da jeg kom om eftermiddagen, kaldte plejemor mig ind på sit kontor, og her fik jeg alt at vide om dem, der var på Kystsanatoriet. Der var sørgelige skæbner imellem, ikke så få endda. Da jeg kom ind i legestuen, sad de alle og så fjernsyn. Et par stykker kom hen til mig, men ellers var de andre meget optaget af fjernsynet. Da det var slut, legede vi sanglege, og nogle legede med biler og andre igen med legoklodser. En af frøkenerne havde lavet et hus af en stor papkasse, og den var de små meget begejstrede for; men inden der var gået et par timer, kunne man kun finde nogle papstykker, og man kunne bestemt ikke se, at det engang skulle have været et fint, grøntmalet paphus. Som sagt, havde jeg jo aftenvagt (eller gik på fritimer, som de jo kaldte det). Så efter, at de havde spist aftensmad, fik vi dem vasket og puttet i seng. Og kl. 18.30 sad jeg endnu og snakkede med Sabine.

Lørdag.

Møder stadigvæk kl. 8. Og som sædvanlig er de ved at spise morgen-

mad, da jeg kom.

Jeg stod og kiggede på dem allesammen og tænkte: På mandag skal du i skole, det er sidste dag, du har heroppe. Og det tænkte jeg på hele formiddagen, mens vi var på legepladsen. Jeg kunne næsten ikke kon- centrere mig om børnene, kun et stod fast: det er sidste gang, du ser dem; det er sidste gang, du ser denne legeplads, nu er det slut det hele!!! Ja, sådan tænkte jeg. Nu kunne jeg deres navne, og jeg kunne rigtig snakke med dem. Lige fra den største, Kaja, og til den mindste, Sabina, som jeg rigtig havde stiftet bekendtskab med, og jeg holdt vistnok mere af Sabine end af de andre, selv om jeg også godt kunne lide dem. Tanken om at skulle i skole om mandagen i stedet for at skulle herop, afskyede mig. Da de var kommet ind fra legepladsen, spiste de, og så gik de fleste af dem ud; kun de, der skulle i bad, og de, der lige var kommet op af sengen, måtte blive inde. Jeg blev også inde hos dem, og de legede alle med legoklodser. Bagefter gik jeg ind til de store, og vi fik os en hyg gelig sludder. Snart var klokken så mange, at jeg skulle til at tage afsked med dem alle. Med plejemor, som sagde, at jeg måtte komme derop og besøge dem; så med personalet, og tilsidst med alle børnene + Sabine, som jo nok var det sværeste.  Det var den dejligste uge, jeg Iænge har haft - selv en ferie kunne ikke have målt sig dermed. Kort sagt: Det var en stor oplevelse, som jeg gerne ville gøre om senere i livet.


17


Elses læserbrev

   Der er blevet nedlagt mange kystsanatorier rundt omkring i Danmark inden for de sidste år - der var ikke brug for dem.
   Hvor gode er sådanne sanatorier - er de formålstjenlige?
   Jeg har kun set et - kystsanatoriet i Augustenborg, og det skuffede mig dybt. Jeg måtte med skam erkende, at min uddannelse som børnehavepædagog ikke er tidssvarende, hvis den skal føres sådan ud i praksis - heldigvis har jeg endnu aldrig været i praktik på et så stimulifattigt sted.
   Hvor mange uddannede pædagoger findes på Kystsanatoriet i Augustenborg?
   Kulden føler man, når man træder ind i de store højloftede, farvefattige, kolde rum. Hvor er alle de glade børnetegninger? Nå, der hænger et par små henne på opslagstavlen - uroerne i vinduerne ser mistænkeligt professionelle ud - hvem har lavet dem? Nå, ja en saks kan jo godt være farlig.
   Jeg kigger mig fortvivlet om efter bare et sted, hvor der måske ligger en glemt bamse eller en legetøjsbil. Næh, det hele er ryddet pænt op og lagt ind i skabene - Ordnung muss sein. -
   Efter sengetid er det meget svært at se, at dette er et sted, hvor børn i alderen 4 til 12-13 år lever døgnet rundt. Hvorfor er det kun penge, penge og atter penge, folk tænker på?
   Hvad med børnene? Hvordan tilgodeser man børnenes behov på denne døgninstitution? Med god mad og frisk luft? Ja, blandt andet, da det jo er syge børn, der bliver anbragt her, men så sandelig også psykisk syge børn, der kommer fra dårlige miljøer. Hvad så med kærligheden? Kærlighed, varme og stimuli er lige så vigtigt for disse børn som god mad og frisk luft.
   Jeg ved, at nogle af børnene får undervisning på Augustenborg Skole - det er ikke svært at se forskel på børn, der kommer fra et ganske almindeligt hjem i Augustenborg, og så på de børn, der kommer fra "kysten" - man ser det på tøjet.
   Den voksne er opdraget til at tie, men børn er noget så dejligt ærlige og tit meget onde over for hinanden: Man kan s`gu godt se, hvor du kommer fra.
   Hvorfor skal der være så stor forskel på døgninstitutioner?

Med venlig hilsen
ELSE DAM CHRISTIANSEN



Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

I går | 21:48

Er der nogle der ved noget om Kystsanatoriet ved Frederikshavn, jeg var der i 3 måneder i 1967.

...
14.08 | 20:43

Mener at kunne huske jer det var vist den eneste dreng der var der. Jeg var der med min Søster Janet jeg selv hedder Lene og Ja midt tres

...
14.08 | 20:41

Der var jo en Ilsøe jo hende husker jeg så tydeligt årstal ca. 65

...
14.08 | 20:38

Var der ikke en Ilsø 1. Under plejemor ca 1965

...
Du kan lide denne side