Glimt fra en lille piges ophold i Augustenborg
Af Jeanette Finne
Året er 1954,og jeg er 4 år, det er sidst på foråret, solen skinner, og jeg er så glad; min mor og jeg skal på en rejse; jeg skal på ferie...
Nu er jeg klar til at tage afsted. Jeg er blevet skrubbet grundigt, min mor har ordnet mit hår, og jeg har fået hvide sokker og sorte laksko med ankelrem på samt mit "nye" tøj, som min far har klunset; en blå frakke i prinsessefacon og en tilsvarende klokkehat samt en lille taske, som jeg har min lille tøjabe i. Jeg føler, jeg er en lille prinsesse, og danser rundt af glæde, mens min mor gør sig klar.
Færgen gynger let; vi sidder i salonen, og jeg nyder min første sejltur. Alt er så nyt og spændende. Jeg er så glad , at jeg bare må synge "Se den lille kattekilling". Herren, som sidder over i hjørnet, kommer hen og giver mig en daler, fordi jeg synger så kønt. Sikke en overraskelse for den kan jeg købe 8 is. Nu kan det da ikke blive bedre...
Vi står inde i den fine dames kontor. Min mor er ked af det og begynder at græde. Den fine dame siger, hun skal ikke være ked af det, de skal nok tage sig godt af mig og passe på mig, der er ingen grund til bekymring. Jeg bliver bange og græder, hvad er det, der sker???
De har taget mit tøj og min tøjabe og låst det inde i et skab. Nu sidder jeg i en trækvogn sammen med 5 andre børn. Vi har ens tøj på, noget falmet noget.Vi skal en tur ind til byen. Vi stopper ud for barberen, jeg bliver fulgt ind sammen med et af de andre børn, og vi bliver sat op i nogle store stole. Barberen begynder, at klippe det andet barn, og til min skræk går det op for mig, at jeg skal klippes. Jeg græder og siger jeg ikke vil klippes, men der er ingen pardon. Desperat hyler jeg:" Jeg må ikke for min mor, jeg må ikke for min mor." Men der er ingen kære mor, jeg er helt alene. Mit lange lyse hår ligger på gulvet, det hår som min mor elsker at frisere og som hun er så stolt af. Prinsessen er forsvundet, tilbage sidder en skamferet lazaron...
Jeg står på badeværelset ved siden af sovesalen, der er en lang række af kroge med små håndklæder på og oven over er der en lang smal hylde med krus og tandbørster. Vi skal til at børste tænder, for det er sengetid, men min tandbørste er væk. Jeg leder allevegne, men den er sporløst forsvundet. Jeg er fuldstændig knust, det var jo den tandbørste min mor havde købt til mig, da jeg skulle rejse; gaven fra min mor, min sidste personlige egendel. Den unge søde mørkhåret pige forsøger at trøste mig med, at jeg kan få en ny tandbørste, men det hjælper ikke, da jeg kun vil have min tandbørste.
Så er der uddeling af breve. For første gang er der også et til mig, en tyk brun kuvert. Hvor er det spændende. Jeg skynder mig med at åbne den, et kort med en kattekilling og en stor plade chokolade; hvilken lykke jeg er helt salig ved tanken om, at jeg skal guffe den i mig, så meget chokolade har jeg aldrig fået før. Men ak glæden er kort, en stiv og kold dame tager chokoladen fra mig og giver mig kun 2 små tern. Jeg er både vred og ulykkelig, jeg skynder mig at gemme kortet inde under tøjet, det skal de ikke også tage fra mig.
Jeg er på legepladsen, står og kigger på gyngerne, ih hvor vil jeg gerne prøve en tur, men det må jeg ikke, fordi jeg er en af de små, og de små må ikke gynge øv. Der er ingen af de hvide stivede forklæder i nærheden og den lidt større dreng vil gerne hjælpe mig med at få en tur, så hurtigt kommer jeg op på gyngen og han skubber mig højer og højere op, hvilken fryd! Åh nej nu bliver det lidt for højt, jeg kan ikke holde fast og falder lige på næsen og de bare knæ ned i gruset. Det bløder, og jeg græder, for det gør meget ondt. En af de stivede hvide forklæder kommer løbende og begynder straks at skælde mig ud. Nu bliver jeg nok smidt på hovedet i seng...
Jeg græder, jeg er så ked af det. Jeg savner min far og mor og føler mig helt alene i verden. Den søde unge pige forsøger at trøste mig, men det er svært. Hun tager mig med ned på den store græsplæne sammen med nogle større piger, her prøver hun at lære mig at flette blomsterkranse af bellis, men mine fingre kan ikke få blomsterne til at hænge sammen. Så fletter hun en til mig.
Det er sengetid. Nu bliver jeg ked af det igen og græder. Hvorfor må jeg ikke sove samme med de større piger, som jeg har været sammen med hele dagen? Hvorfor kan jeg ikke sove på samme sovesal? Jeg vil ikke skilles fra dem, de er så søde.
I dag har jeg fået mit eget tøj på, for jeg skal nemlig hjem. Jeg sidder sammen med nogle af de andre børn i et mindre rum, hvor vi venter på at blive afhentet af vores forældre. Vi skal sidde pænt på stolene og bare vente. Nu ringer det på døren; jeg hopper fluks ned fra stolen og løber mod døren, mens jeg råber:"Nu kommer min mor, nu kommer min mor." Det er ikke min mor, det er et andet barn, som skal hentes. Skuffet går jeg tilbage til min stol...Nu har jeg løbet ud til døren 5 gange og hver gang er et andet barn blevet hentet, måske bliver jeg slet ikke hentet alligevel. Det dybest mismod breder sig i min krop og jeg synker sammen på stolen.
Pludselig står min mor i døren, jeg løber lige ind i hendes favn og vi krammer hinanden medens hun grædende siger;" Hvad har de gjort ved dit hår?"
8 mdr. før mit ophold på Kysten
8 mdr. før mit ophold på Kysten