Kystsanatoriet i Augustenborg.  

Som ung, nyansat lærer ved Augustenborg skole i januar 1960 var jeg heldig at få et ekstrajob som lærer ved Kystsanatoriet i Augustenborg. Jeg afløste lærer Storm, der sammen med Else Marie Nielsen havde forestået undervisningen af de børn, der i nogen tid havde behov for et ophold på sanato riet. Else Marie underviste elever i 1. til 4. klasse. Hun viste mig til rette, og jeg fik aftalt et møde med lederen, frk. Agnete Andersen, hvor løn, tid spunkter og regler blev klarlagt. Jeg skulle undervise de store elever.

Kystsanatoriet var en anselig bygning, der lå på Slotsalle. Dertil hørte en stor park, der grænsede ned til Augustenborg Fjord. Sanatoriet havde eget køkken, og en altmuligmand, hr. Moldt var fastboende på stedet og sørgede for alle de praktiske ting. Han passede også et mindre gartneri, som lå i en del af parken og leverede friske grønsager til køkkcnet. Undervisningen foregik i et mindre lokale øverst oppe i bygningen. Eleverne, der kom, var piger, der på forskellig vis havde problemer. I efterårsperioden var de fleste børn fra Sydslesvig. Det var næsten altid rare børn. I Iøbet af foråret kom der gerne børn fra København. De kunne ind imellem være vanskelige. Når det nu og da gik lidt tungt, tog jeg min guitar med. Så spillede jeg, og børnene sang sig glade.

Jeg lærte i den tid, jeg var ansat, en masse om børn, og det blev i det store og hele en dejlig tid. Ånden på sanatoriet var helt i top, og det skyldtes især lederen, Agnete Andersen, der på bedste vis var den strenge, myndige og kærlige "mor" for børnene, der så op til hende. Agnete Andersen boede på stedet og havde en smuk lejlighed med den skønneste udsigt over parken og fjorden.

Vi havde to store fester i løbet af året. Julefesten blev afholdt 3. juledag, hvor personalet og de mennesker, der på forskellig vis var tilknyttet, var inviteret, Moldt havde naturligvis ordnet alt vedrørende det kæmpestore juletræ, og køkkenpersonalet havde lavet kaffe og bagt kager. Underhold ningen leverede børnene selv. Det var meget fornøjeligt.

Sankt Hansfesten var lige så fornøjelig. Moldt havde atter travlt, nu med at samle sammen til bålet, som blev placeret nederst i parken, så det kunne ses ude over fjorden. Alt efter vejret var der kaffe inde i festsalen eller naturligvis helst ude. Det var altid spændende, om der vankede jordbær. Moldt havde ikke så få rækker, og da de lå lige mod syd, var de gerne tidligt modne. Det kunne veksle mellem blot til pynt på lagkagen og til en lille por­tion til hver. Så samledes vi om bålet og sang de kendte sange. Og så ventede vi alle på at se det betagende syn af sejlere, der pyntede med lanterner stævnede ind i inderfjorden på tur rundt. Inden det blev mørkt og båltid, havde børnene gerne lidt pjank for, og vi lærere måtte naturligvis holde for og tage del i løjerne. De år, jeg var ansat på sanatoriet, blev en god tid, som jeg med glade min des. Nu er det hele væk - er blevet historie. Men børnene. Har de stadig problemer i dag? Hvor mon de er nu?