Da jeg havde fået min etårig uddannelse som barneplejerske, kom jeg til "Kyst". Det var unægtelig en omvæltning. Bare det at alle børnene var større. Her kom børn i alderen 3-15 år.
   Om vinteren var det mest børn fra Sydslesvig, og om sommeren var det mest børn fra København. Det var børn, der levede under dårlige vilkår hjemme - skilsmissebørn, syge forældre o.s.v.
   Det må have været et stort chok for børn at komme dertil. Alle deres personlige ting blev taget fra dem.
   Det første, der skete, var afklædningen, aflusningen og badet. Både hårvask og bad blev foretaget med brun sæbe.
   De blev gnubbet og skrubbet. Ungerne skreg, og vi skulle bare gøre det. Så skulle de have andet tøj på. Deres eget tøj blev kun brugt ved særlige lejligheder.
   I kælderen blev tøjet vasket og syet om. Pigernes kjoler blev, når de var slidte, lavet om til kortærmede kjoler, spencere og siden til nederdele med seler. Det var kun tilladt at gå ud, når man havde overalls på.
   Børnene lå på store sovesale. Vi skiftedes til at være på vagt om natten. Mange af børnene havde psykiske problemer, det resulterede i mange våde senge. Børnene skulle selv rede deres senge, og ak og ve hvis de ikke var redt ordenligt. Lagnerne skulle lægges på en speciel måde, og de skulle være helt glatte.
   De skolesøgende børn gik i den nærliggende kommuneskole. Der var mangt et barn, der kom grædende "hjem". De blev drillet og mobbet, fordi de var på børnehjem og gik i ens tøj.
   Huset var stort. I kælderen holdt vaskeripersonalet til. Her blev de også badet. I stueetagen lå lege og spisesalen. På 1.sal lå sovesalene og toiletterne. Plejemor havde også sit domæne her. Helt oppe havde vi fra personalet vores værelser.

   Der kunne også være lyspunkter.
En dag ringede plejemors telefon. Det var en fra kongehusets stab, der ville sige, at dronning Ingrid ville komme i morgen. Da tordnede plejemors stemme igennem hele huset : HVEM HAR KONTAKTET KONGEHUSET. Det var en meget lille medhjælper, der svarede, at det havde hun da gjort. Hun havde skrevet, fordi hun syntes, de skulle se, hvordan børnene havde det.
   Så kom der ellers gang i pudsekluddene. Alt blev pudset og poleret. Der var store diskussioner om, hvad vi skulle give børnene på. Deres "søndagstøj" var jo ikke vasket og strøget, og vi kunne ikke nå det, så de fik deres eget tøj på.
   Der blev sendt bud efter sherry, kransekage og blomster.
Dronningen kom, hilste på børnene og gik igen. Det hele havde taget et kvarter. Børnene havde fået en oplevelse, de fik lidt lækkert, de havde deres eget tøj på og huset var rent.

   Et af mine minder fra "kyst" var juleaften 1965. Min ven (senere mand) skulle på vagt ved militæret, så jeg kunne godt tage julevagten. Det var første gang, jeg ikke skulle være sammen med familien. Jeg gruede, for det kunne da ikke lade sig gøre at blive hyggeligt sådan et sted. Jeg må dog sige, at det blev en af de bedste juleaftener i mit liv. Alle, både børn og voksne, spiste sammen. Det måtte vi ellers aldrig.
  I løbet af julemåneden havde vi klippet og klistret. Det blev hængt på et kæmpe juletræ. Hvor var jeg nervøs for, om alle børn fik en gave. Det var der heldigvis taget højde for. Der var jo desværre nogen, der slet ikke hørte fra dem derhjemme. Man havde selv den største lyst til at købe en gave til dem alle, men det måtte vi ikke. Det hjalp at kunne give dem en lille hjemmelavet. Den glæde, der var i børnenes øjne, er uforglemmelig.
   Ja, jeg har set mange, mange øjne stråle siden da, men intet slår de taknemmelige børns. De fik lækker mad, slik og gaver. De fik lov til at være længe oppe. Vi legede og hyggede. Vi læste og sang. Der var uhyggeligt mange børn i forhold til at det var juleaften, men mon ikke det var bedre, de var hos os.

   Plejemor kunne godt virke lidt brysk engang imellem, men hun elskede de børn på sin egen facon. Det må heller ikke have været nemt at skulle styre sådan et hjem. Der var jo hele tiden en bestyrelse, der skulle spørges om hver en lille bitte ting. Intet måtte koste noget. Det kunne man jo bare se med tøjet. Genbrug, genbrug, genbrug.

   Nogle børn fik pakker hjemmefra. Det kunne virke barsk, at de ikke selv måtte få pakken. Plejemor uddelte, når hun syntes, de skulle have af den. Det var jo en nødvendighed, da der var mange af de andre børn, der aldrig fik en hilsen hjemmefra.